Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læsestrategi

Kære forældre

I foråret 2016 vedtog Børne- og Skoleudvalget i Brønderslev Kommune en kommunal strategi for læsning udarbejdet af læsekonsulent Annette Hylander i samarbejde med skolernes læsevejledere. Læsestrategien kan læses på Hjallerup skoles hjemmeside under skolens profil – læsning. Strategien har blandt andet til formål at rette fokus på en tidlig og målrettet indsats for alle børns sproglige udvikling, hvilket har stor betydning for udviklingen af deres læse- og skrivekompetencer. Strategien understøtter samtidig skolereformens nationale mål samt de kommunale skolepolitiske mål indenfor området læring.

Strategien er primært et redskab for læsevejledere, lærere og skoleledelser, der i de kommende år vil arbejde på at omsætte visionen og målene til handling i skolernes dagligdag.  Hjallerup Skole har lige nu særligt fokus på 2 områder i strategien:

  • At igangsætte den kommunale evalueringsplan for læsning og stavning på de enkelte klassetrin.
  • At udvikle en systematisk og tydelig procedure og praksis i forhold til at identificere læsevanskeligheder og igangsætte den efterfølgende indsats.

Begge punkter sigter mod at arbejde forebyggende og inkluderende med elevernes læsekompetencer, for at kunne sætte ind over for vanskeligheder så hurtigt som muligt. I tilfælde hvor elevers resultater kræver en særlig fremadrettet indsats vil det blive drøftet i forbindelse med skole/hjem-samtaler.

Arbejdet med at omsætte og anvende en kommunal strategi kræver tid og samarbejde, således at den kan udvikles og tilpasses den enkelte skoles praksis. Læsevejlederne, lærerne og skoleledelsen vil derfor løbende følge op på implementeringsprocessen.

Med venlig hilsen Skoleledelsen på Hjallerup Skole